Sanne Fjalland: Rosette Sweater

Sanne Fjalland: Rosette Sweater

Her er vi godt i gang med ferien og har haft det dejligste solskinsvejr i Tversted hele ugen 🙂 Jeg er blevet færdig med Rosette Sweater og jeg er så vild med den. En meget enkel basissweater med et twist – nemlig rosetten som er hæklet oveni en labyrint strikket af vr-masker

Her fotograferet i området tæt på Råbjerg Mile, hvor cykelturen tog os hen i dag. Jeg er vild med mixet mellem råt og feminint – de rå kanter og den fjasede flæse 😉 Sådan en blanding kan jeg slet ikke stå for 🙂

Jeg ku simpelthen heller ikka lade være med at plante mig midt i al den dejlige lav som passer så aldeles perfekt til sweateren. De fine farver i lav tilsat lidt grønne spirer fra andre planter, herunder også lyng er simpelthen betagende og jeg kan ikke få øjnene fra det. Jeg har nogle gange tænkt på at strikke en sweater, der ville matche de farver, men det er jeg slet ikke sikker på, jeg ville kunne lide!

Ryggen er fuldstændig enkel og jeg er vild med de let rullende kanter. Jeg har ikke været vild med at strikke med 3 tråde, jeg synes det er noget værre bøvl – det glatte hørgarn tvinder sig hele tiden sammen med de tynde kashmirtråde og man er nærmest nødt til at komme det ned i hver sin pose, for ellers ender det i rent kluddermudder. Det gider jeg normalt slet ikke – 2 tråde er absolut max i min verden og også alt rigeligt til os varme kvinder 😉

Ikke desto mindre holdt jeg ud, fordi jeg vidste at resultatet ville blive en meget lækker trøje. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg simpelthen droppe den ene kashmirtråd, det vil den sagtens kunne bære og man vil også sagtens kunne strikke på pind 3 og 3,5 alligevel, for det bliver en meget fast trøje.

Jeg elsker den nu alligevel og kommer til at bruge den rigtige meget. Den var dog alt for varm i dag, hvor vi cyklede og vandrede i fuld sol. Jeg bliver altid dybt fascineret, når jeg ser vores store vandreklit – Råbjerg Mile – du godeste, hvor er den smuk 🙂

Ha en dejlig sommer derude – tusind tak for mails og kommentarer 🙂

Faktaboks
Design: Sanne Fjalland – Rosette Sweater
Garn: Dunlin 55% hør/45% bomuld og Kashmir lux 95% Geelong lammeuld og 5% cashmere
Garn fra lager: Yep
Anvendt: Godt 300 g Dunlin og lidt over 2 spoler Kasmir Lux
Pinde: Addi p 3 og Signature Needles Arts 3,5
Str: S
Købt hos: Sanne Fjalland på Saltum Uldfestival 2019
Ændringer: Nej, lige efter bogen
Strikkeoplevelse: Som nævnt er jeg ikke fan af 3 tråde, men materialerne er ellers super lækre at have mellem hænderne 🙂

3 thoughts on “Sanne Fjalland: Rosette Sweater

  1. Den er vakker! Flott detalj med den heklede rosen 🙂

    Jeg er heller ikke så glad i å strikke med flere tråder samtidig. Det tar litt lengre tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial